Vi gjorde det…

Hver gang der har været jubilæumsår har håndboldafdelingen i Lyngså BK været i stand til at ryste en passende jubilæums-gave frem.

Ved 25 års jubilæet en oprykning til serie 1 og et udendørs landsmesterskab indenfor DDGU.

40 års jubilæet blev markeret med en bronzemedalje og nu 50 års jubilæet med en tilbagevenden til HÅNDBOLDLIGAEN

 Når sportsjournalister sætter fokus på idrætsudøvere på topplan er det oftest med indgangsspørgsmålet: ”hvad må du give afkald på for at være med på eliteplan”??

Idræt på eliteniveau (selvfølgelig) megen tid, men det giver i overflod en masse oplevelser, som man ikke ville have fået med 2 gange træning om ugen.

 I starten af halvfjerdserne var det udendørshåndbolden, der havde den højeste prioritering. For såvel seniorer og ungdom var indendørstræningen henvist til gymnastiksalen (9x18m) på Stensnæsskolen, Kampene blev spillet i Østervråhallen.

Med oprykning til serie 1 (1975), blev der også til træningstid én gang ugentlig i Østervråhallen.

I samarbejde med Østervrå IF effektiviseredes træningen, idet de to klubber hver for sig kun havde spillere til ét hold, men så var det også nødvendig at benytte tiden indtil kl. 22.30. Der var åbenbart ikke så galt igen, for halinspektør Johan Aage måtte af og til lukke for det varme vand, for at få spillerne ud af bruserne.

 Spillertilgang.

Den forøgede træningsmængde og træningstidspunkt betød da også at nogle spillere sagde stop. Heldigvis fristede det to Hørby-piger Gitte Hansen og Jette Jacobsen, at skulle spille i serie 1 og sammen med de tre profiler på Lyngså holdet: Bente Thomsen, Helle Søndergård og Kirsten Jensen kom de til at udgøre en stærk stamme i de følgende sæsoner.

 Østervråhallen blev en rigtig hjemmebane for holdet med stor lokal opbakning. Det trak fulde huse ca. 500 tilskuere ved topkampene mod SHI i januar 1977 og ligeledes ved oprykningskampen til 3. div. Første runde mod Herning FH og dernæst Agerbæk.

Afskedskampen med Østervråhallen blev en rigtig gyser. Første kamp blev tabt med 4 mål, og da Lyngså vandt med de samme cifre på hjemmebane, måtte der omkamp til før oprykningen kom i hus, Helle Søndergård scorede kort tid inde i omkampens første halvleg, og der blev ikke scoret mere i den kamp.

Hele oprykningsvirakket blev foreviget af holdets daværende sponsor Albæk/Voer Sparekasse. Håndboldafdelingens første optræden på promotionområdet.

1977 blev året hvor den udvikling der var sat på skinner med tilmelding til JHF’s turnering i 1973, fik den næring der skulle til for at komme videre.

Opførelsen af Syvstenhallen og samarbejdsaftalen  mellem håndboldafdelingerne i Lyngså BK og Syvsten IF gav den nødvendige bredde på seniorsiden og ungdomsholdene fik nu mulighed for at træne i hal med spillere i egen aldersgruppe.

Et af formålene med håndbold-samarbejdet med Syvsten, var at give spillerne mulighed for at træne og udvikle sig, samtidig med at der også var muligheder for de der ville være med på lavere ambitionsniveau.

Der blev investeret i kørselsordning til træning, så alle havde mulighed for forholdsvis enkelt at møde op til træning hele 2 gange om ugen. Vel nok den bedste investering der er blevet foretaget.

 ”Lyngså´s optur er nu bragt til ophør”

Overskrift i VT 29. jan 79 af Ole Vesterskov efter 12-13 nederlag til Brabrand.

Længere nede i artiklen moderede han dog forudsigelserne til ”i hvert fald for en tid”. Fremgangen på seniorsiden var ikke så markant som hidtil, men den var der, og i sit første år på trænerposten kunne Finn Christensen i 1981 føre Lyngså i 2. division.

Holdet udviklede sig stødt og roligt.

Det første generationsskifte begyndte så småt, samtidig med at klubben blev tilsmilet af tilflytning udefra. I 1982 Elsa Christensen fra Onsild og året efter Anne Christoffersen fra Vissing Hadsten. Efter 4 sæsoner i 2. division kunne Lyngså for alvor markere sig som landsdelens flagskib på kvindesiden.

 Satsningen på ungdomssiden gav for alvor bonus da 1. holdet måtte igennem et stort generationsskifte i sæson 1984/1985. Bente Thomsen var blevet spillende træner i sept. 1984 og fik til opgave at få de nyoprykkede ynglinge (Conni Pedersen var endda kun 2. års yngling) spillet sammen med de øvrige unge spillere, eneste rutinerede var Elsa Christensen og Bente Thomsen.

Else Toft Pedersen (tidl. Vrå), Annette Rasmussen, Bente Thomsen, Elsa Christensen, Conni Pedersen, Gitte Pedersen, Helle Beermann, Bolette V. Ingen, Susanne Stidsborg, Anette Knudsen, Birgit Sørensen og Lotte Nielsen.

10. marts var hele spændingen gået fløjten i en udsat kamp mod Esbjerg i Esbjerg. Sidste turneringskamp var i Syvstenhallen og det lykkedes i allersidste spillerunde at fravriste Aalborg KFUM 1. pladsen og dermed sikre sig oprykning til 1. division.

Det som i 1977 boblede rundt over kaffebordet i så lyserøde drømmeskyer ved håndboldudvalgsmøderne hos Kirsten og Flemming Jensen på Smedevej i Voerså, blev en realitet 17. marts 1985.

 I takt med seniorholdene trak ungdomsholdene med frem i landsdelens forreste linie. Første fjer i hatten til ungdomsafdelingen blev juniormester-rækkeholdets jydske mesterskab i 1980. Herefter fulgte en lang række fornemme placeringer ved påske/sommer-/jule turneringer. Det blev nærmest reglen mere end undtagelsen at et Lyngsåhold nåede en finaleplads.

 I 1987 spille pigeholdet sig frem til danmarksmesterskabet og vandt sølv.

Ved pokalfinalen i Slagelse i 1988 var der ligeledes finale i damejuniornes Tuborg-Cup og her var Lyngså ligeledes med.

Med desværre måtte damejuniorholdet se sig besejret af GOG, mens divisionsholdet sikrede sig pokalen til ejendom med en sejr på 20-13 over FIF.

 Skulle klubben ha’ en fremtid på divisionsplan, var det nødvendigt at være selvforsynende med talenter. Den hidtidige indsats havde klart vist sin styrke i oprykningsslaget til 1. division.

Et af initiativerne var iværksættelse af projekt føl. Det gav økonomisk mulighed for at talentfulde ynglingespillere kunne deltage i 1. holdstruppens træning og følge træningsforberedelserne. Første kuld, der fik glæde af dette projekt var Beate Gade, Lisbeth Nielsen, Charlotte Ottosen og Lone Sørensen.

Klubbens beliggenhed såvel geografisk og uddannelsesmæssigt forstærkede nødvendigheden.

 Lyngså var kun det 2. kvindehold fra kreds 1 (dækker det meste af Nordjyllands Amt) der var nået så langt. Aalborg 1919 spillede i 1. div. Et par sæsoner i 68/69 og 69/70, og Aalborg HK var tæt på at gøre deres herre følge, men det blev ligeved og næsten.

Holdets kritikere gav da heller ikke det unge hold ret mange chancer for overlevelse i landets bedste række.

Historien har det med at gentage sig. Det var nøjagtig det samme der blev sagt da holdet skulle prøve kræfter i landsdelens bedste række i 1976/77.

Aviser m.m. gav den heller i for lidt efter 9-27 nederlaget til Rødovre i Syvstenhallen i nov. 85. En vis hr. Tim J fra VT frakendte på det nærmeste samtlige spillere retten til at vise sig i håndboldsko. Den slags oplevelser gjorde åbenbart kun holdet stærkere. Spillerne var indstillet på at det kunne blive et svært læreår. Holdet voksede med opgaverne, og allerede feb. 86 blev selv samme Rødovre sendt hjem fra Syvstenhallen med et pokalsemifinale nederlag.

 Lyngså på DANMARKSKORTET

Pokalfinale i holdets første sæson i landets bedste række, var mere end nogen havde regnet med og så mod AIA Tranbjerg.

Lodtrækningen magede det så vi havde hjemmebane først. Vi vandt 16-12.

Så det blev i Århus i Grønlykkehallen første store udfordring skulle klares. Egentlig burde LBK være tilfreds med i det hele taget at være med. Vi tabte den ordinære kamp 18-14. Omkamp og sejrsmål i sidste sekund af Conni P. Hjem til pokalfest i hele SYVSTENHALLEN – måske den sejr som jeg husker som noget af det største. – og så gav den jo adgang til europacup turneringen.

 Organisation i 80’erne

Håndboldafdelingens struktur var slet ikke gearet til den igangværende udvikling. Der var alt for få personer om alt for mange funktioner.

Styringen af det økonomiske var der ingen grund til at ændre på. Det lå godt i hænderne på Vagn Henneberg. I forbindelse med ansættelse af PL som træner og sportslig leder, blev Kenneth Madsen valgt som håndboldformand med hovedopgave at få udviklet en ny struktur i håndboldafdelingen.

Også denne udvikling forløb godt og skabte mulighed for at gennemføre Egnsbank Nord Cup.

Også på trænersiden blev der intensiveret.

Med Morten Arvidssons engagement i klubben kunne arbejdet i ungdomsafdelingen 3 deles, med henholdsvis Bente Thomsen, Morten Arvidsson og PL som områdeansvarlige. Samtidig kunne forbindelsen ungdom og senior sikres.

 Økonomi – team Lyngså

I perioden fra 1978 til 1988 voksede håndboldafdelingens budget fra 80.000 til 975.000.

Øgede sportslige udfordringer og stor vækst i medlemsantallet satte sine tydelige spor på regnskabet. Håndboldafdelingen havde allerede i 1975 udarbejdet et samarbejde med holdets sponsor Albæk Voer Sparekasse, der gik langt ud over det at betale for den spilledragt man stillede op i. 25. nov. 85 blev håndboldafdelingens sponsorer inviteret til et møde. Her blev planerne om team Lyngså fremlagt.

Formål at tilvejebringe 700.000 over en 3-årig periode alene til 1. holdet incl. ansættelse af træner på ½ tid.

Det blev godt modtaget.

Sponsorgruppen blev ”en aktiv medspiller” der gjorde det økonomisk muligt at fortsætte med de satsninger, der muliggjorde fremgange på det sportslige område.

Og det var ikke kun håndboldafdelingen der havde sponsorpleje på programmet.

Med STIHOLT i spidsen blev det i 1987 til træningslejer på La Santa Sport.

 Første entré på den internationale arena.

Europa Cup for pokalvindere mod TSC Berlin.

Vi var blevet advaret på forhånd. De var ikke bare go’e, de var rigtig gode, og så var det et østhold, som mestrede de tricks de østeuropæiske hold magtede i bestræbelserne på at sikre sig videre deltagelse og dermed prestige i de internationale turneringer.

Vi blev særdeles flot indkvarteret på et af Østberlins bedre hoteller.

En af de ting vi var blevet advaret om var deres gæstfrihed med masser af ”turist” aktivitet. Så vi fik det indskrænket til en mindre sightseeing i Østberlin.

Kampdagen. Vi ville blive afhentet på hotellet kl. 12.30. Der var en god 1½ times kørsel til hallen (vi havde trænet der om lørdagen).

Klokken blev 14.10 inden vi blev afhentet og kampen var programsat til kl. 15.00.

 Niels Kjeldsen som delegationsleder.

Straks vi ankom til hallen ”rykkede” Niels Kjeldsen (Mr. Limbo) fra Nordjyllands Radio i marken – som delegationsleder – og fik trynet de Østtyske pampere, som i starten hævdede at kampen skulle spilles som programsat kl. 15.00. alt i mens Kenneth, Bjørn Kofoed og jeg fik holdet gjort klart, samtidig med at vi undrede os over at de østtyske spillere var klar på banen. De skulle have været hentet af den samme bus.

Vi fulgte med til 3-2, men så var der et eller andet der rykkede tæppet væk under os – vi fik en lektion i hvordan håndbold spilles i Østtyskland.

 Direkte radio

At der blev snestorm på hjemvejen i en sådan grad at hjemkomsten blev 8 timer forsinket afholdt ikke selv samme Niels Kjeldsen fra at sende fra Lyngså’s debut i europacuppen. Tine M kom direkte igennem fra bussen til sporten i Nordjyllands Radio.

Lærepengene blev hurtigt betalt af.

Kun 14 dage efter det sviende nederlag i Berlin kunne vi hente den første internationale håndboldsejr. TSC blev slået 19-18 i Syvstenhallen.

Et nederlag der ikke bekom de tyske trænere godt.

Efter receptionen blev de tyske spillere sendt på deres værelser.

 Mr. Limbo ?? Det var først et år senere at Niels Kjeldsen fik dette tilnavn. Banketten i Krasnodar var en oplevelse for sig og sluttede først på hotellet. Her vandt N:K: limbo-mesterskabet med Annette Rasmussen på andenpladsen.

 En dyr – men dejlig håndboldoplevelse

Det blev noget af en walk-over i indledende runde med rekordstor sejr på 37-1 og 38-3 over Dudelange fra Luxemburg. Men lodtrækningen til næste runde, var ved første øjekast noget af en bet.

Der var ikke budgetteret med en 120.000- kr. turneringsrunde.

Ikke blot trak vi det forudgående års vinder af europacuppen, Kuban Krasnodar (beliggende ved Sortehavet). Vi fik også Islandske dommere.

Og udsigterne til at gå videre og dermed score lidt kasse, var særdeles minimale overfor dette russiske tophold.

Hjemmebane først

Mange forviklinger, men heldigvis havde de tolken Nadja.

De troede det var ”løwn” da de fandt ud af at de skulle indkvarteres og spille i Syvsten, at byen kun havde 400 indbyggere og ikke 40.000 (Krasnodar er på 800.000 indb).

Det blev et brag af en kamp vi tabte, men udenfor banen vandt vi, venskabsforholdet mellem de to klubber med mange besøg af Kuban ved den årlig tilbagevendende Egnsbank Nord Cup.

Bestræbelserne på at få økonomisk dækning til europa-cuppen åbnede for nye dimensioner i sponsorflokken, idet Sæby Kommune kom ind i kredsen af sponsorer.

Returkampen i Krasnodar var i alle henseender en oplevelse. Vi tabte 30-21, men var i stand til at presse et af Europas bedste klubhold på deres egen bane. Vi fik et indtryk af hvorledes det idrætslige og socialt funderede i datidens Rusland.

Det var en oplevelse, der var mange træningstimder værd.

Også på den hjemlige front blev der knyttet håndboldvenskabet udenfor banen. I 1987 stod pokalfinalen mod Rødovre. 1. kamp i Syvstenhallen vandt vi 20-13, så. Med et sammenpresset program med mange kampe på Sjælland blev vi nødt til at spille 2. pokalfinalen i Rødovre en fredag aften for så at blive derovre og spille turneringskamp mod Helsingør om søndagen. Kampen vil blive husket for hele 3 ting

1)     vi vandt vor anden pokaltrofæ

2)     Poul Erik Andersons holdt tale (ikke til os, men til en seniortennisspiller (læs pensionist) der skulle modtage Rødovres et eller andet pris- og det skulle være lige efter pokalkampen. Talen varede 20 minutter STOR ros til de 60. - 70 medrejste tilskuere. Vi skulle jo nå at feste inden de skulle når færgen hjem.

3)     pokalfesten i Rødovre. Efter kampen mente Rødovre, at det var passende med en ordentlig pokalfest, den blev holdt i Rødovres klubhus. Det skal lige nævnes at vi også vandt i Helsingør.

 DM GULD 17. april 88

 - blev en oplevelse ud over det sædvanlige.

1060 tilskuere + en masse TV kameraer i SYVSTENHALLEN, de sidste 40 - 50 tilskuere måtte vist se kampen på TV udenfor hallen. Det var  Arnt Hyttel Toyota (klubbens bilsponsor) der havde fået denne ide.

Som vinder af slutspillet havde vi udebane først og ligesom året før tabte vi 14-17 i Rødovre.

Men denne gang skulle trofæet i hus, og det kom det med en overbevisende 24-18 sejr.

En nærmere beskrivelse af det virak der var omkring denne stykke håndboldhistorie kræver meget plads og et kort resumé er umuligt.

 Mere internationalt

Med deltagelse i Europa Cup turneringen fulgte en lang række invitationer til deltagelse i diverse træningsturneringer. En enkelt af disse turneringer skal lige nævnes. LC Brühl’s Nytårsturnering i Sct Gallen. I 87/88 blev stævnet afviklet d 2.-3. januar. En rask beslutning. Bussen blev fyldt og holdet med slæb fejrede nytårsaften i Sct Gallen.

At Egnsbank var i Nytårsgavehumør gjorde bare turen endnu nemmere at huske.

 Egnsbank Nord Cup

På herresiden rykkede Brønderslev i 1. division i 1987. Sammen med deres træner Kaj Andersen blev der arbejdet på en international topturnering i det nordjyske. ”Håndbold på toppen” Det var tanken at VT skulle gå ind som samarbejdspartner og hovedsponsor for stævnet, men projektet blev for omfattende. I stedet blev der arbejdet videre på 2 mindre stævner.

Samarbejdet med Egnsbank Nord blev etableret og det lykkedes at få den eliteturnering med europæiske topklubber, som der var satset på fra starten. Det gode samarbejde med Egnsbank Nord skyldes nok ikke mindst at projekt-koordinatoren fra Egnsbank Nord hed John Nepper.

 Lyngså og landsholdet

Med avancement op gennem rækkerne blev klubben træningsmæssigt og spillemæssigt interessant for omegnens potentielle landsholdsspillere.

Tine Mortensen (HK Star Aalborg)1985
Charlotte Birkmose (Hjørring ) 1985
Lise Lotte Lauridsen (Sindal) 1986
Janne Kolling (Viby via Kyndill Færøerne) 1989
Anette Jensen (Aalb KFUM) 1987

 Et kik i oversigten over landsholdsspillere, godtgør at Lyngså kunne være med i det selskab der mødte op i den årlige Egnsbank Nord Cup. Samtidig med ville det være nærliggende at konkludere at vil man være med helt fremme er det nødvendigt at udvikle egne spillere på absolut topniveau og være i stand til at tiltrække topspillere.

En træningskamp mod landsholdet (det nedlagte men genopstandne) skulle da også prøves. Ole Eliasen tog imod udfordringen. Kampen blev spillet 6. dec 87 med landsholdet som vinder.

 Det bobler stadig

Lyngså nu LSU er stadig med hvad angår udvikling af gode ungdomshold og dermed potentielle emner til et stærkt førstehold.

Seneste skud på landsholdslisten er Helle Dam p.t.  U-landsholdsspiller.

 - og flere er på vej

  Preben Leth

 
retur    forsiden