Håndbolden i Lyngså BK i 1990'erne

1980'erne sluttede helt forrygende for Lyngså BK’s håndboldafdeling. Det blev til fire pokalfinaler i træk med sejre i de tre første. Det blev til sølv, guld og bronze i nævnte rækkefølge, og det blev til 3 deltagelser i Europa Cup turneringerne.

 Vi har efter denne massive succes og store dominans i dansk kvindehåndbold oplevet mætheden og stagnationen, som er endnu sværere at håndtere end successen. I opgangstider strømmer folk til hallen og i en vis udstrækning også til klubben i form af spillere, ledere og sponsorer, men når stagnationen indtræder har mange svært ved at forholde sig til den. Der bliver færre til at trække læsset i ledelsen og spillerne bliver letter for andre klubber at få fat i. Når der så sideløbende sker en eksplosion i dansk kvindehåndbold efter december 1993 (VM-sølv i Norge), og vores lille klub på dette tidspunkt slet ikke har ressourcer til at springe på toget, så bliver modgangen ekstra svær.

 Efter Preben Leth skiftede vi træner tre år i træk, og først i 1993, hvor Bente Thomsen overtog roret blev der igen stabilitet i omkring 1. holdet. Men stadig var det svært at beholde spillerne i klubben, da vi efterhånden lå i den tunge ende af rækken, og nu var det en kamp for at nå med i slutspillene og undgå nedrykning.

Fra 1990 og 3-4 år frem sagde vi farvel til mange topspillere og ikke mindst landsholdsspillere. Der kan blandt andre nævnes navne som:

 Charlotte Birkmose, Tine Mortensen, Janne Kolling, Lise-Lotte Lauridsen, Annette Jensen, Bolette van Ingen, Elsa Christensen(Toftelund) og ikke mindst Bente Thomsen som aktiv spiller. Derudover mistede vi mindst lige så mange topspillere, som lå lige udenfor landsholdstruppen. Det ville selv i dag i disse professionelle tider have taget livet af et hvert ligahold i Danmark. MEN det skete ikke i Lyngså BK, selvom vi må indrømme, at vi i en lang periode var nede til tælling.

 Der har dog hele tiden været et fast holdepunkt i håndbolden i Lyngså BK, nemlig udviklingen af talenter i ungdomsafdelingen. For som et af de få steder i Danmark var der gennem mange år gjort meget ud af rekrutteringen i egne rækker. Det gælder helt nede fra arbejdet med microspillere, hvor den grundlæggende rekruttering til klubben er sket gennem et kæmpearbejde med meget store årgange gennem mange år. Dette har betydet, at selv med et naturligt frafald op gennem ungdomsårgangene, har vi set mange unge spillere være klar til at tage over på seniorplan, når stjernerne faldt fra.

 Dette ungdomsarbejde har været og bør også være en af grundpillerne i klubben i fremtiden. Det er ikke sikkert, at vi får glæde af dem alle på 1. holdet, da vi fortsat vil have problemer, rent geografisk, med at beholde spillerne i klubben.

Derfor må vi stille krav til os selv som ledere, forældre og trænere om at blive endnu bedre til tingene. Lederne i klubben må skabe nogle gode rammer, så spillerne trives og udvikles. Trænerne må være indstillet på, at der stilles krav til dem, og de må være klar til at uddanne sig hele tiden. Flere forældre må engagere sig helhjertet i børnenes klub, da meget fortsat bygger på frivillig arbejdskraft. Kun på denne måde kan vi forsætte den positive udvikling.

 Mens klubben har været temmelig enestående til at skabe en masse talenter, har det største problem efter min mening været, at rekruttere ledere i samme målestok. Der har desværre ikke været nogen tradition for at oplære ledere på samme måde som spillere, og det har været den knappe faktor i klubben, og egentlig været den største begrænsning for klubbens udvikling. Hvis disse idelle kræfter havde været til stede i større mængde for ca. 10 år siden tror jeg, at tingene ville have set helt anderledes ud i dag.

Men problemet er jo landskendt. Det er ganske få personer, der trækker læsset for de mange, og efterhånden som økonomien i sporten er vokset ganske betydeligt, tager det størstedelen af tiden i udvalg og bestyrelser. Det slider folk op!

 Derfor var det på høje tid, at man i midten af halvfemserne gjorde alvor ud af mange års løs snak, nemlig et samarbejde imellem Sæby/Understed og Lyngså BK. Der var ganske vist i Lyngså BK’s håndboldudvalg tegningen til en målsætning og handlingsplan, der kunne føre os frem til succes i år 2000, men der var ikke de ledelsesmæssige ressourcer til at føre planerne og ideerne ud i livet. Løftestangen til at komme videre blev LSU Sæby, som har allerede har vist sig mere end berettiget gennem de ca. 4 års eksistens. Successen på ungdomssiden er bevaret og yderligere udbygget med flere flotte resultater i ungdomsdivisionerne og mange talenters individuelle udvikling. Nedturen for divisionsholdet kulminerede med en nedrykning til den næstbedste række i 1997,  og mange frygtede den helt store rutchetur ned gennem rækkerne. Heriblandt brillierede flere af de lokale sportsjournalister med at være meget skeptiske overfor vores fremtidsudsigter. Men det gør jo kun glæden endnu større, når deres pessimisme er gjort voldsom til skamme ved, at vi i skrivende stund kun er 1 point fra en oprykning til det forjættede land i håndboldligaen, og vi har vel at mærke 2 kampe til at hente dem.

 Hvad vil fremtiden så bringe????????????

Der er sket en enorm udvikling i toppen af dansk damehåndbold, siden vi var der sidst.

Og det er igen på den økonomiske side, der er sket mest. For ti år siden, var det uhørt, hvis en spiller fik andet end noget kørselsgodtgørelse, hvis der var rigtig langt til træning. De ordninger, der var i Lyngså BK med hensyn til kørsel, tøjordninger og træningslejre hørte til landets bedste. På det tidspunkt var spillerne på andre tophold  som Rødovre og FIF langt bagefter vores. Blandt andet betalte spillerne i disse klubber selv en del af udgifterne til træningslejrene. Prøv at præsentere det for en ligaspiller i dag! Samtidig havde alle spillere job eller studier ved siden af håndbolden, hvilket ikke tilfældet i dag.

Et budget på omkring en mio. kr. som i Lyngså BK var meget dengang. I dag tales der om årlige budgetter på 3,5 endog 10 mio. for ligaklubberne pr. år. De fleste af vores landsholdsspillere er på fuldtidskontrakter i klubberne med lønninger på 200-400.000 kr. om året. Trænerne holder sig absolut heller ikke tilbage i dag, når der skal forhandles løn.

Dette har sammen med store stigning i medieinteressen efter VM 1993 betydet, at sporten på en temmelig kort årrække er blevet en forretning, som drives efter professionelle og forretningsmæssige principper, hvor der for ti år siden stort set udelukkende var tale om frivillig og ulønnet arbejdskraft. Klubfølelse er blevet noget man taler meget om, men sjældent oplever. Og disse ting er man som klub nødt til at forholde sig til.

 Det har man heldigvis gjort i LSU Sæby. Der bliver gjort et kæmpe arbejde i bestyrelsen for at være konkurrencedygtig på det højere niveau både sportsligt, organisatorisk og økonomisk. Det kræver en enorm opbakning af erhvervslivet og moderklubberne i holdfællesskabet. Med ovenstående i erindring nytter det ikke, at læne sig for meget op af fortiden og køre videre på minderne. Der er sket så stor udvikling i sporten, at vi skal bruge den erfaring vi har opbygget som ballast og forhåbentlig undgå nogle af de fejl en ny klub i det skrappe selskab uvilkårligt vil komme til at lave. Men derudover skal  alle være indstillet på, at det kræver noget helt andet i dag, hvis vi skal helt til tops igen.

 Og det er vel det, vi vil?

Jeg håber, at der i Lyngså BK’s næste 50 år må blive ligeså meget succes, som i de første. Tillykke med jubilæet.

 Kenneth Madsen/John Nepper

retur    forsiden